Chilipeber: En pryd for øjet, en fryd for ganen
Capsicum annuum
Spiselig chilipeber kan gøre underværker, når tid og
overskud i hverdagen er knap. Her er en opskrift, der er hurtig og
nem at lave
Du kender det alt for godt: Du kom for sent af sted fra jobbet,
har ikke fået købt ind til aftensmaden, nu står du så dér i døren,
og familien skriger på mad... Så er gode råd dyre, men har du en
chilipeberplante i vindueskarmen, har du løsningen lige ved
hånden.
Hurtigt, nemt og billigt
Med nogle basale råvarer kan du på under en halv time
fremtrylle en meget lækker pastaret fra det italienske køkken.
Retten, Spaghetti Aglio, Olio e Peperoncino ("Spaghetti
med hvidløg, olivenolie og chilipeber"), er genial i sin enkelhed -
den er smagfuld, let og tilmed sund.
Til fire personer skal du bruge 500 g spaghetti, salt, 1 dl
olivenolie, 1 lille chilipeber, 1 fed hvidløg, evt. persille til
pynt. Fremgangsmåden er uhyre simpel: Kog pastaen i spilkogende
vand tilsat salt som anvist. Opvarm imens olivenolien i en gryde og
sauter de finthakkede hvidløg heri. Tilsæt chilien skåret i
småstykker. Sauteres til det er gyldent. Hæld vandet fra pastaen,
bland den med hvidløgs-/chiliblandingen og rør rundt. Pynt med
persille og server straks - gerne med reven parmesanost. Familien
vil elske dig.
I Italien serveres retten ofte ud på de sene timer, fx efter en
formel reception eller efter en teatertur, som en gang improviseret
natmad. Og tit er det herren i huset, der selv lægger jakken og
tilbereder dette hurtige måltid til sine gæster.
Snackpeber på terrassen
Chilipeber sætter ikke kun krydderi på tilværelsen
indenfor. De dekorative planter trives også fint udendørs, hvor de
kan lyse op i haven, nærmest til frosten sætter ind. Hvis du finder
en læfyldt, solrig plet, kan du stadig nyde snackpeber på terrassen
til langt hen på efteråret.
Set i det lys får udtrykket "at ønske nogen hen, hvor pebret gror"
straks en anden og mere forsonende klang.
Fakta:
Man skelner mellem prydpeber og spisepeber. Capsicum
annuum 'Apache' er det botaniske navn for chilipeber, der
oprindelig stammer fra Mexico.
Flere danske gartnerier har specialiseret sig i fremstilling af
spisepeber. Der produceres i dag over tyve forskellige spiselige
pebre, som spænder vidt i form, farve og styrke.
De større peberfrugter, der er runde og milde i smagen, benævnes
også snackpeber, mens de tynde, aflange er noget stærkere,
grænsende til det brændende ved overdreven brug, og det man typisk
forstår ved chili.
Chilipeber, der indgår i mange madretter fra de latinske lande,
stimulerer fordøjelsen, øger forbrændingen og fremmer i det hele
taget mange af kroppens processer. Chilipeber er rig på
anti-oxidanter, fx C-vitamin og Beta-caroten.
Tip!
Lad være med at klø dig i øjet, når du har rørt ved
chilipeber.