Dahliatid

Dalhlia

 

Napoleons første kone Josephine, der var en stor rosenelsker, kom også til at holde af georginer - eller som de kaldes nu om dage, Dahlia. Hun opbyggede endda en stor samling i Malmaisons haver. Det gjorde naturligvis ikke interessen mindre for godtfolk.

Siden da er der udviklet store og små blomster i alverdens farver, faconer og størrelser på de sprøde urteagtige stængler, der dannes på de knolde, som botanikerne troede, skulle supplere de grove grøntsager.

Alle de tusindvis af Dahlia, der findes nu om dage, stammer fra en håndfuld frø, som blev sendt i 1789 fra den botaniske have i Mexico City til Abbé Cavanilles. Han var på det tidspunkt leder af den botaniske have i Madrid. Nogle år senere - da Abbé havde studeret planterne nærmere og fundet dem værdige til at indgå i samlingen - opkaldte han dem efter Anders Dahl - en af Linnés elever.

I virkeligheden havde Dahl ikke anset planten for at være en prydplante, men derimod en køkkenurt, hvis knolde han mente kunne bruges som supplement til kartofler. Han forsøgte at overbevise folk om, at det var en ren nydelse både ved at lugte og smage på dem, men vandt intet gehør.

Interessen i dag er så stor, at der rundt omkring i verden er dannet foreninger, hvis formål er at dyrke planterne f.eks. Dansk Dahliaselskab.