Dyrk selv dine figner

Produktion af figenplanter

 

Figentræet, der er en af verdens ældste kendte frugttræer, hører hjemme i Middelhavsområdet, hvor det har været dyrket i årtusinder. Som hos de fleste andre frugttræer er der i tidens løb opstået talrige sorter, varierende i frugtens farve fra gulbrun til sortblå samt i smag, størrelse og hårdførhed. Skal man have glæde af dyrkningen, må man anskaffe sig træer af de mest hårdføre sorter, hvilket igen vil sige, at det er planteskolen, man skal fat i. De sorter, man køber, kan udvikle frugt uden bestøvning, så hele den omstændelige ting med han- og hunplanter og galhvepse slipper man for at bekymre sig om, og man kan klare sig med kun en plante, hvis man ikke har plads til flere. De fylder ret godt. En velvoksen figen kan blive op til 6 m høj og lige så bred, så man skal nok ikke regne med at have den som stueplante ud over det første års tid.

Hvor man skal anbringe sin figenplante afhænger af, hvor i landet man bor. På Christiansø og på Bornholm, ser man som bekendt ofte buske med modne frugter - af vekslende kvalitet, afhængig af sommerens temperaturer og af sorten, men længere vest- og nordpå i landet må man nok regne med at afsætte drivhusplads til den, hvis man vil være nogenlunde sikker på resultatet. Man kan eventuelt have planten i en stor urtepotte eller balje på friland om sommeren og i en lys, kølig kælder eller et ryddet tomatdrivhus om vinteren, hvor den holdes til den tørre side. Figenblomsterne kommer i bladhjørnerne på de unge skud, hvis sorten da ellers egner sig for de forhold, man byder den. Det er ikke blomster, som man forstår i det daglige tale. Det er små runde knopper, hvori blomsterne sidder. Disse knopper svulmer så efterhånden op til en frugt på størrelse med og af form som en gråpære. En god solmoden frugt er blød, sød og saftig. Figenplanten trives i enhver almindelig god havejord. For voldsom gødskning kan dog give lange kraftige skud, der i reglen ikke sætter frugt, og som ikke når at modne om efteråret, hvorfor de oftest fryser ned i vinterens løb. Som ved andre planter, der har tilbøjelighed til at fryse tilbage, må gødskningen foregå så tidligt om året som muligt - helst i februar-marts - så væksten kan være afsluttet rettidigt om efteråret. Om vinteren dækkes gran- eller fyrregrene op omkring planten. Lad være med at bruge plast, for det fremmer mugdannelse i den fugtige stillestående luft, og i solskinsperioder virker det som et drivhus, hvor planten lokkes til at vokse på tidspunkter, hvor den ikke burde vokse. Halm kan heller ikke anbefales, da det dels mugner og dels samler mus, som gnaver barken af grenene i vinterens løb. For at forhindre at jorden fryser, kan man dække under planten med tørvestrøelse eller blade. De småfrugter, der er dannet, men ikke modnet i sommerens løb, kan overvintre på grenene og vokse videre næste sommer. Beskæring indskrænkes mest muligt. De kraftigste grene, som ikke sidder helt, hvor man ønsker det, kan klippes af ved grunden om efteråret ved løvfaldstid, men ellers beskæres så lidt som muligt.