Plant ranunkel i kummer og krukker i årets første måneder
Ranunkel har meget smukke og dekorative, fyldte blomster, der
består af mange kronblade. Blomsterne, som sidder på en kraftig
10-20 cm høj stilk, findes i en bred vifte af farver i stort set
alle nuancer. Bladene er fligede og mørkegrønne.
Ranunkel, der kan købes fra januar til maj, egner sig glimrende
til tidlig udplantning i kummer, krukker eller altankasser. Planten
trives nemlig bedst ved temperaturer mellem frysepunktet og 15°C.
Derfor kan ranunkel placeres udendørs, så snart temperaturen
bevæger sig over frysepunktet, men husk at tage planterne ind før
der kommer frost. Ranunkel kan eventuelt plantes sammen med
stedmoderblomster eller små, stedsegrønne buske, der også tåler de
lave temperaturer.
Ranunkel kan også bruges som en buket på rod i boligen. Flere
planter sammen i en skål er en farvestrålende, smuk borddekoration
i den mørke tid. I boligen holder ranunkel bedst, hvis den placeres
lyst i et køligt rum fx soveværelse eller gæsteværelse. Det er
vigtigt at vande planten hyppigt, og at den holdes fugtig hele
tiden, men planten behøver ikke at blive gødet. Man kan kassere
ranunkel efter afblomstring eller den kan udplantes i haven, da det
er en knoldvækst.
Ranunkel har en række vilde slægtninge. De kan findes
vildtvoksende langs vejkanter og i enge. De vilde arter har ofte
enkelte, smørgule blomster.